Simon M vind

MØD NETVÆRKET: SIMON MERTNER VIND

Simon M vindHvor arbejder du?

Jeg er bysociolog og maskinmester hos kunstner Kenneth A. Balfelt. Vi er en lille to-tremands biks. Kenneth, Line Simonsen og jeg. Indtil for nyligt var jeg også højskolelærer på bystudie- og rejsefaget ”Storbyens Puls” på Krogerup Højskole.

Hvad er din uddannelse?

M.Sc in Urban Affairs, City University of New York og Kandidat i Socialvidenskab og Plan, By & Proces, Roskilde Universitet.

1. Hvad arbejder du med netop nu:

Vi er pt travlt optaget af tre projekter: to byrumsprojekter for og med socialt udsatte i henholdsvis Odense og Vejle, samt forbedring og udvikling af den berømte Folkets Park på Nørrebro. I Odense har vi fået til opgave at indrette Kirkens Korshærs gårdrum i deres ny lokaler i samarbejde med varmestuens brugere. Vi er i fællesskab kommet frem til at bygge og plante en smuk og rekreativ have, hvor de udsatte kan få ro og hygge sig med hinanden. I Folkets Park er vi også så småt klar til at bygge efter en massiv borgerinddragelsesproces, hvor vi har snakket med alt hvad der kan kravle og gå – hjemløse afrikanere og rumænere, aktivister, naboer i alle aldre, børnefamilier, unge mænd, socialpædagoger og hvem der ellers har en tilknytning til lokalområdet og parken.

Vi er lige kommet hjem fra Vejle, hvor vi i samarbejde med de lokale øldrikkere og stofbrugere skal indrette og udvikle et byrum for dem under højbanen.

2. Hvad giver det dig at være medlem af NYP?

Arrangementer med kant, faglige (og våde) rejser og lummer networking.

3. Hvilke stof er en god planlægger gjort af?

Tillidsvækkende, selvsikker, ydmyg og manipulerende – hvis det tjener et godt formål. En god planlægger, eller aktør i byudviklingsfeltet i bred forstand, er én, der erkender, at der ikke findes quickfix-løsninger på fx sociale problemer. Store dele af branchen lider af den vrangforestilling, at de tror at fysiske forbedringer af lokalområder eller byrum direkte er medvirkende til at marginaliserede grupper (permanent arbejdsløse, hjemløse, unge med bandetilknytning, etc.) løfter sig ved synet af flere børnefamilier i en nydesignet aktivitetspark (i kommunelingo hedder det ”at understøtte en positiv udvikling”, når man planlægger arkitektur mhb på sociale forbedringer). Det er en grov overvurdering af fysiske forbedringers sociale potentiale. I København er der al for stor afstand mellem faglighederne i forvaltningerne. Jeg har fx altid undret mig over, hvorfor eksempelvis områdefornyelser udelukkende organiseres i regi af Teknik- og Miljøforvaltningen: hvorfor er Beskæftigelses og Integrationsforvaltningen og Socialforvaltningen ikke med ind over indsatserne, når nu områdernes problemer har mindst lige så meget rødder i arbejdsløshed og mangel på jobs blandt dem, der bor der, som i områdernes fysiske og tilstand? . Dele af anlægsarbejdet i fx områdefornyelserne – og dermed jobsne – bør hertil øremærkes til beboere i de lokalområder, hvor områdefornyelserne finder sted, og i fleksible jobordninger, der passer til brugernes situation. En god planlægger bør altså sørge for at gennemtænke opgavens egentlige karakteristik og derefter gå hele vejen i forsøget på at gøre noget reelt ved problemet – også selvom der skal nedbrydes og dekonstrueres eventuelle forvaltningsmæssige og planfaglige grænser.

4. Hvem ville du helst tage en byvandring med?

Hvis muligt ville jeg samle en lille gruppe bestående af Søren Pind og Jesper Langebæk, der på hver sin side var i frontlinjen for Folkets Park på Nørrebro i 1990erne – Pind i kommunen, Langebæk i spidsen for borgerne på Nørrebro. Det var dengang Københavns kommune endnu ikke var så borgerinddragende så det gør noget. Så skulle vi drikke 1000 bajere og jeg ville udfritte dem for røverhistorier om de glade dage med bitre kampe, snedige strategier og tarvelige personangreb. Et forrygende drama fra dengang byplanlæning kunne betyde borgerkrig.

5. Hvad inspirer dig netop nu?

Alle fagpersoner indenfor socialområdet bør sætte sig ind i Odense kommunes tværfaglige indsats. Vi besøger jo flere byer og kommuner i landet med vores arbejde, og det er ingen hemmelighed, at der er enorm forskel kommunerne i mellem i forhold til, hvor dygtige, innovative og hvor højt de prioriterer udsatte grupper i byen. Odense er front runners og søger konstant international erfaring for at blive bedre. Derudover har jeg en svaghed for postapokalyptiske tegneserier. Og twitter.