MØD NETVÆRKET: CHRISTIAN PAGH

Christian PaghHvor arbejder du?

U.i.WE – Culture Design – Founding Partner

1. Hvad arbejder du med netop nu:

Vi arbejder med udviklingen af et nyt kvarter omkring Bella Center, der kommer til at hedde Bellakvarter – sammen med tegnestuen COBE og developerne Tetris A/S. Vi har arbejde med strategi for kultur og byliv i den kommende bydel, især i forholdet mellem Bella Center og den nye by. I dag er Bella Center en stor, kedelig bagside. Vi vil gerne åbne centeret op og skabe plads til at centerets besøgende og så de nye beboere kan få glæde af at dele urbane funktioner – det gælder både nye pladser og forbindelser, men også alle de små ting: bænke, aktivitetsmuligheder, bordtennisborde, legepladser, udendørs mødefaciliteter osv. Vi har fokus på den bymæssige atmosfære og på, hvordan man giver karakter og funktionalitet til forskellige by- og landskabsrum. Lige nu er vi ved at lave identitet og kulturel udviklingsstrategi for denne bydel.

2. Hvad giver det dig at være medlem af nyp?

Jeg har tidligere arbejdet sammen med NYP – i forbindelse med et møde om udviklingen af Amager Vest sammen med Amager Vest Lokaludvalg. Det er godt at se, at netværket stadig er i gang og virksomt. Vidensdeling – også uformelt – mellem planlæggere er jo helt centralt.

3. Hvilke stof er en god planlægger gjort af?

Planlægning handler om at forbinde meget forskellige elementer – og handler om forståelse af både rum og mennesker – og især koblingerne mellem dem. Netop evnen til at have forståelse for den kompleksitet, byer består af, er afgørende. Det rent funktionelle – forståelse for infrastruktur, flows osv. – skal være på plads. Men en central dimension er evnen til at planlægge, så byer og byrum får karakter og bliver brugt. Det står klart for de fleste i dag, at de monofunktionelle boligblokområder ikke er vejen frem. Byrum skal programmeres meningsfuldt, for at byen lever. At skabe en interessant by handler også om at give plads til, at det særlige kan vokse frem. Den blandede by er også i mine øjne et ideal – så planlæggeren må kunne rumme det mangfoldige.

En anden ting, jeg er optaget af er evnen til at bibeholde byens lag. Jeg er i stigende grad betaget af gamle byer. Jeg blive glad af stemningen af, at her – på denne plads, ved disse bygninger – har andre mennesker i andre tider også levet. Når den gamle by er væk – som i f.eks. Kaliningrad (det gamle Königsberg) – hvor jeg har arbejdet en del, er det ufatteligt sørgeligt. Jeg er interesseret i byens lag. Det betyder ikke, at man skal fastfryse alt. Men at planlægge så byens historiske lag kan mærkes, synes jeg er en stor kvalitet. Den gode planlægger kan forbinde byens historiske lag med forståelse for moderne behov og muligheder.

4. Hvem ville du helst tage en byvandring med?

Jeg ville gerne gå en tur med Karl Ove Knausgaard i Malmö – den norske forfatter bag mesterværket “Min Kamp”. Han har en fantastisk evne til beskrive rum, og jeg kunne godt tænke mig at se de rum, han beskriver så indgående i Min Kamp. Jeg ville også rigtig gerne tage på byvandring med Kirkegaard – og gerne der i midten af 1800tallet.

5. Hvad inspirer dig netop nu?

Jeg og resten af teamet hos UiWE interesserer os meget for mulighederne for at dele ting – og rum – smartere. Det er ufatteligt mange genstande og rum, der bliver brugt så lidt – og hvor man kunne spare en masse ressourcer og penge – og måske samtidig styrke fællesskaber. At alle skal have deres egen bil, boremaskine og græsslåmaskine er jo meningsløst. Mulighederne for at dele services er blevet markant styrket de sidste år med digitale interfaces – som man ser med Air BnB for rum og Über for biltransport. Hvad kan det ikke betyde for de ting, man f.eks. har i en karré eller en i en forstad? Hvis man kunne organisere sig, så man delte en række af de ting, man bruger så sjældent, ville man virkelig kunne reducere meget spild.

Som Rachel Botsman siger i sin overbevisende TED talk om collaborative consumption : den gennemsnitlige boremaskine bliver brug 12 minutter – i hele dens levetid! Hvorfor ikke have et par boremaskiner til hele opgangen eller vejen? Også i forhold til hverdagslivets udfordringer som indkøb og børnepasning, ser jeg store muligheder i at koble den lokale og den digitale infrastruktur.